Slut med bedst, hurtigst og billigst i description tags?

Posted Posted af i Nyheder, PPC, SEO     Comments 9 kommentarer
feb
2

Forbrugerombudsmanden afgjorde pr. 1. marts 2010, at annoncører ikke måtte bruge superlativer som bedste, billigste og hurtigste i AdWords annoncetekster.

En svensk dom fra december – sår nu også tvivl om, det er lovligt at bruge samme superlativer i description tags.

I følge dommen må den omtalte virksomhed ikke benytte “snabbhet” eller på dansk: hastighed – eller mere relevant oversat: hurtig levering – som et afgørende argument.

Hvis dommen fra Sverige også kommer til at have indvirkning på danske websites – kan det reelt betyde, at mange skal til at gennemgå særdeles mange enkeltsider. I AdWords kan man forholdsvis simpelt ændre annoncetekster ved hjælp af Google AdWords Editor – for description tags er situationen noget anderledes.

Hvis description tags er udfyldt manuelt og med omtalte superlativer – skal de også ændres manuelt. Det betyder sandsynligvis en særdeles omkostningstung affære.

Samtidig er det – Google eksempelvis viser som description tag på søgeresultatsiden – ikke nødvendigvis det, der faktisk står i description tagget. Søgemaskinerne vil som regel søge at indsætte den mest relevante tekst som description i søgeresultatet. Derfor plukker søgemaskinen også øvrigt tekstindhold på hjemmesiden – for at tilpasse description tagget til din søgning. Indhold i description tags kan også blive genereret automatisk fra open directories som Dmoz.

Hvis dommen bliver en realitet i Danmark, skal man dermed reelt til at gennemgå samtlige sider på ens website – for at sikre, at ingen sider indeholder uhensigtsmæssige superlativer. Og måske også gennemgå eventuelle directories.

Dommen angående superlativer i annoncer fra sidste forår har nogle virksomheder taget til sig. Det er hovedsageligt de største websites med mange tusinde brugere og dermed også dem, der har mest at tabe i en eventuel retssag eller domsafsigelse.

For andre mindre virksomheder – herunder hovedsageligt affiliate sites – er intet ændret. De benytter stadig de samme overbevisende midler for at lokke brugerne til sitet. Og det virker – for hvem vil ikke gerne have den billigste vare.

Hvis dommen fra Sverige også kommer til at have indvirkning på danske websites – vil billedet være det samme. Store websites vil skulle følge de udstukne retningslinjer – mens affiliate sites får frit spil på søgninger som: Billige, billigste, hurtigste, nemmeste osv.

Som dommen fra sidste efterår – bliver denne dom, dog særdeles svær at efterleve og håndhæve. Det ville kræve en gigantisk indsats hvis Forbrugerombudsmanden skulle gå samtlige hjemmesiders tekst og koder igennem for at sikre, at ingen misbruger brugen af superlativer.

Hvordan ville du forholde dig til dommen – hvis noget tilsvarende skete i Danmark?

9 Kommentarer til “Slut med bedst, hurtigst og billigst i description tags?”

  • Jeg tvivler på, at noget lignende vil kunne ske i DK.

    Netop fordi man som hjemmesideejer ikke har 100% kontrol over, hvad søgemaskinerne viser af uddrag fra hjemmesiden, kan man ikke drages til ansvar for det, som søgemaskinerne fremhæver (ud af en kontekst).

    Det giver ok mening, at man beslutter det for AdWords, da man selv er herre over formuleringerne, der vises, men i søgemaskinerne, er man fuldstændig underlagt søgemaskinernes vurdering… Eller rettere, det er man, som lægmand.

    I yderste tilfælde kunne man forestille sig, at en sådan dom ville betyde, at SEO-konsulenter ville få kronede dage, fordi samtlige webshopejere er tvunget til at sikre sig, at der ingen risiko er for at søgemaskinerne kan finde på at præsentere et tekstuddrag ved en produktsøgning, der ikke overholder loven.

    Hmm… Tror faktisk jeg skal til at lave lobbyvirksomhed, sådan at den lov bliver vedtaget. ;o)

  • @Esben – Hvis det kan ske i Sverige kan det vel også ske i DK?

    Det er allerede besluttet ift. Adwords – hvorvidt det kommer til DK, må være op til Forbrugerombudsmanden at bestemme. Han vil dog komme til at påtage sig et gevaldigt arbejde.

  • Uha, det kan gå hen og blive ret alvorligt for mange annoncører, som netop har bedste, hurtigste etc. som deres USP.

    Jeg er helt enig med Esben; vi er ikke selv 100% herre over hvad f.eks. Google vælger at bruge som beskrivelse for vores side i de organiske resultater. Hvad sker der f.eks. hvis jeg skriver en artikel om en Ferrari og skriver at den er den hurtigste bil jeg har set, men ikke den billigste? Det kunne jo blive til en beskrivelse som denne: “Ferrari bilen.. er den hurtigste.. billigste etc”.

    Jeg kan godt set lovgivningen gå den vej, men det er som du skriver Rasmus, er kæmpe arbejde at håndhæve.

    Bare vi ikke får endnu en lov, hvor lovgiver ikke har sat sig ordentligt ind i tingene og skyder noget af, som ikke har det mindste hold i virkeligheden.

  • Det ville jo være en umulig opgave at skulle rette op på. Og hvad der står i directories er man jo ikke altid selv herre over. Man kan bede om at få rette en beskrivelse, men de kan jo nægte at gøre det.

  • @seoanalyst

    Du har selvfølgelig ret i, at der er en risiko for, at det også vil kunne ske i DK, men jeg har en (måske naiv) tiltro til, at vi ikke har lovgivere, der er så uoplyste.

    Bliver lovgivningen lavet/tolket sådan, at det også rammer indhold på hjemmesider (dvs. description tags osv.), så svarer det i mine øjne til, at man kan dømme et ugeblad for at være medskyldig i mord, fordi morderen havde sendt en mordtrussel, hvor ordene var sakset fra et af bladene.

    Jeg er 100% ansvarlig i forhold til hvad jeg skriver på min hjemmeside og hvad jeg skriver i mine AdWords reklamer, men når folk begynder at citere og bruge tekstuddrag derfra, så er det ikke længere mig, der skaber sammenhængen.

    Skulle man kunne forsvare en sådan lov, ville det kræve, at lovgiverne definerede en helt ny algoritme, som Google og andre skulle være tvunget til at anvende, sådan at man er helt og aldeles sikker på, at al tekst i søgeresultater viser den den komplette sammenhæng, så der ikke kan være tvivl om, at hjemmesideejeren rent faktisk har forsøgt at bruge “bedst”, “hurtigst”, “billigst” osv. som USP.

    Dvs. at man kan udelukke, at det er søgemaskinen, der ved at sakse indhold får det til at fremstå sådan.

  • Selvfølgelig er man da underlagt markedsføringslovens bestemmelser om anprisninger også på nettet – så selvfølgelig må man da ikke kalde sit produkt det bedste eller hurtigste, hvis det ikke er beviseligt som der netop er meget strenge krav til. Det her viser nok nærmere at forbrugerombudsmandet (i hvert fald i Sverige) også er mere opmærksom på markedsføringskanaler som AdWords og web – det er jo de samme krav til oprigtighed, der stilles til trykte reklamer.
    Google digter jo ikke tekst, det er tekst der kommer fra websitet, så hvis der ikke er “ulovlige anprisninger” her kommer der selvfølgelig heller ikke i Googles resultater.

  • @Rasmus – god pointe med Ferrari eksemplet – det er jo netop snippets som dem, der kan gå hen og give problemer. Her er det essentielt at lovhåndhævere virkelig ved hvad de går ind til.

    @Esben – Selv om du også er ansvarlig for dine AdWords – kan du jo også risikere superlativer der, hvis dynamisk keyword insertion er brugt – også uden at du har skrevet det i annonceteksten. Det er ikke lovgiverne der definerer algoritmer og det kommer de forhåbentlig heller aldrig til, men som @Jesper også skriver er hjemmesideejere jo stadig underlagt markedsføringsloven.

    @Jesper – Google kan faktisk godt “digte” tekst. Som jeg skriver i indlægget kan indhold i description tags jo kommer fra eks. Dmoz – hvor en anden end hjemmesideejeren har beskrevet virksomheden med brug af superlativer. Men ellers er jeg enig – man er underlagt markedsføringsloven – og dermed også loven om uhensigtsmæssige anprisninger på nettet.

  • Nej resultatet kan komme from Dmoz – og så det nok dem, der hænger på den juridiske anprisning – men er der nogen som er i dmoz og ikke bruger noodp tagget? Så har man jo netop mistet mulighed for selv at gøre noget for sin description og resultat på Google…

  • Hvis den samme afgørelse faldt i Danmark (hvilket jeg dog tvivle på vil ske), så skal der nok være nogen smarte SEO-folk der kan finde ud af at skrive tekster indenholdende de forbudte ord på selve siden, så det tvinges frem i Googles description. Jeg kan ikke helt se hvordan de har lov til at afgøre hvilke ord man bruger i sit description-tag, men ordvalget på selve ens side kan de vel ikke som sådan begrænse :-)

Kommenter post