Derfor skal du aldrig droppe tanken om dit drømmedomæne

Som nyopstartet virksomhed kan det være ualmindeligt svært at vælge det helt rigtige domæne – og samtidig vanskeligt, at finde et domæne som ikke allerede er taget i brug. Som indlægget herunder viser skal du dog aldrig give op i jagten på det domæne, du ønsker. Selv om andre ejer det domæne du virkelig gerne vil have – kan markedsføringsloven og den gældende jura komme dig til gode.

Indlægget her er et gæsteindlæg af Anders Linneberg Sørensen, som står bag virksomheden i-pos.dk. I-pos har udviklet deres egen Point of Sale (POS) software og tager dermed kampen op med de etablerede spillere på markedet.

ipos - domæne

Min karriere startede sidst i 90 erne hos en stor Apple-forhandler som elev. Mine IT forudsætninger var begrænset til at sætte en diskette i floppydrevet hvilket ligger ret tæt op af mine IT-mæssige kundskaber idag.

Mit ønske var og er stadig, at IT skal være let og min kærlighed til en gennemskuelig brugerflade er stor. Jeg er glad for mit Apple udstyr, da det sjældent kræver opmærksomhed og alt hvad vi udvikler er lavet i Apples software med tanke på det skal være let at bruge.

Jeg startede op som iværksætter 1. maj. 2015 efter 15 år i IT-branchen. Der skulle siges farvel til fast løn og let kantineovervægt på maveregionen. Produktet havde taget sine første spæde skridt og min forretningspartner, som er udvikler var godt i gang med at lave produktet færdigt i sin første version.

Vores software er rettet mod retail-branchen og skal gøre det nemmere for butiksansatte i f.eks modebranchen at håndtere IT i det daglige. Det nye system skulle hedde iPos (POS = Point of sale)

iPos var et godt navn af flere årsager, det er en forkortelse af iConomy POS vores firmanavn. Det er kort/nemt at huske og da både min udvikler og jeg har en baggrund i Apples univers var det oplagt med “iPos”.

Da min ide havde været mange år undervejs havde jeg i 2012 opkøbt nogle domæner – blandt andet www.i-pos.dk. Det passede perfekt. Det havde været fint at slippe for bindestregen, men www.ipos.dk var ejet af en meget stor IT-virksomhed, som jeg ikke havde den store tiltro til ville sælge det og da det ikke var i brug, kunne jeg fint bruge i-pos.dk til vores produkt.

Vi fik smidt indhold på siden i starten af April 2015 og brugte alt vores energi ude ved vores første kunder, samtidigt med at vi hele tiden lavede tilrettelser af vores software efter kundernes anbefaling.

Der gik cirka 3 mdr. så dumpede der en mail ind fra en af de nærmeste konkurrenter i POS branchen at de havde erfaret at vi brugte deres navn og varemærke! Kort og godt bad de os ændre navnet på vores produkt og stoppe brugen af i-pos.dk da det konfliktede med deres forretning.

Det var lidt en mavepuster og jeg forsøgte at finde ud af hvordan det kunne være gået så galt for os. Jeg kunne se at konkurrenten få dage efter at vores site gik online havde haft held til at købe www.ipos.dk af den den tidligere ejer. De havde registret iPos som Binavn i deres virksomhed og havde indsendt en varemærkeregistrering på navnet “iPos” alt dette efter vi var gået online.

Jeg kunne ikke andet end at skrive tilbage at det var noget rod og gav udtryk for at det måtte bunde i en form for chikane af vores nye virksomhed, eftersom de ikke havde noget produkt der hed iPos og deres nye domæne www.ipos.dk blot redirectede til deres egen webside.

Det var der ikke tale om ifølge konkurrenten, som selv “havde” planer med det navn og domæne. Jeg måtte jo se mig slået på manglende indsigt i hvordan man beskytter sin virksomhed og tildels også sit varemærke da min fokus mere havde været på kunder og produkt fremfor navn og jura.

Vi fik en tidsfrist til at få ændret vores navn og website. Der var sådan set accept fra vores side i forhold til at skulle miste navnet og identiteten på vores helt nye “barn”.

Tiden gik med at finde på noget nyt og forberede sig på nyt website.

Efter nogle måneder rykkede konkurrenten for at få fortaget de nødvendige ændringer. Jeg fortalte om situationen til en af de andre på kontoret, som straks nævnte, at vi skulle tale med en advokat først.

Han havde en god advokat tilknyttet sit firma, så jeg skrev straks en mail til advokaten. Efter få timer fik jeg en mail retur: I er “Først i tid, bedst i ret’”

Du henviser til varemærkelovens §3 (stk. 1 og 2) og varemærkelovens §7-10 og så er hele situationen faktisk vendt på hovedet, da de nu bruger jeres varemærke uden tilladelse.

Uden for meget jura, er situationen den, at du som virksomhed i princippet varemærkebeskytter dit navn og produkt alene ved “ibrugtagning” så går du rundt med en ide, så få den i live online.. det beskytter din ide/navn mere end som så.

Vi har idag fået overdraget domænet og varemærkeregistreringen af konkurrenten og de har slettet iPos som binavn i deres virksomhed.

Ovenstående skal ikke ses som en juridisk anbefaling, blot min historie til gavn for andre iværksættere :)

Kommenter post