Viser alle artikler i kategorien søgemaskiner | SeoAnalyst.dk - Søgemaskineoptimering med analytisk tilgang

PPC og Politik – Hvem vinder valget i Google?

Vi er midt i en rivende valgkamp, hvor alle kneb bliver taget i brug for at kapre vælgere og overbevise tvivlere om, hvilke politikere de skal vælge den 15. september 2011.

Men hvor godt benytter politikerne egentligt en markedsføringskanal som Google AdWords? Kommunikerer de forskellige partier deres budskaber via søgemaskinerne og er der målrettet information om mærkesager fra den enkelte politiker? Tidligere var det Villy, der vandt kampen om de sociale medier – og før det, vandt Anders Fogh kampen om Facebook. Men hvem vinder kampen i søgemaskinerne anno 2011 – og bliver de betalte annoncer overhovedet benyttet til at markedsføre partierne og de forskellige kandidater?

Følgende er en simpel undersøgelse af partierne og kandidaternes brug af Google som markedsføringskanal. Alle kandidater og partier er blevet gennemgået i deres respektive partikredse. Undersøgelsens formål er udelukkende at bestemme om nutidens politikere forstår at bruge Google AdWords (PPC) som markedsføringskanal.

Antal politikere med Google AdWords per parti

Nedenfor er følgende vurderet:
PPC og Partierne
PPC og Politikerne
PPC og Partiformændene
PPC og Politik – konklusionen

Endelig har PPC Specialist Frederik Trovatten bidraget med nogle simple inputs til hvordan politikerne burde bruge Google AdWords.

PPC og Partierne
Det Radikale Venstre har som en af de få partier formået at opsætte en generel annonce, der stort set er tilgængelig for alle partiets kandidater.

Dog kører samme annonce for mange andre prominente folketingskandidater også. Helt uanfægtet om kandidaten tilhører Det Radikale Venstre eller ej. Det er også tilnærmelsesvis samme annonce der går igen på søgninger på andre partier.

Man kan derfor også tvivle på, AdWords annoncen faktisk er sat op for at promovere partiet eller blot skabe trafik fra alle politikrelaterede søgninger.

Socialdemokraterne er ikke helt så aggressive, men de forsøger alligevel at kapre vælgere fra nogle andre partier:

Socialdemokratiet går således efter De Konservative og Radikale Venstre – men ikke Venstre og Liberal Alliance?

Kun to af de ni store partier – (eller godt 22%) har formået, at benytte Google AdWords markedsføringskanal. Potentialet er derfor enormt – og det samme må muligheden for at kapre vælgere være.

PPC og Politikerne
Der er generelt meget få politikere, som helt har forstået værdien i Google AdWords. Faktisk er det kun 100 ud af 792 – der fremstår med en annonce, hvis man søger direkte på deres navn. Eller kun godt 13%! Og af de 792 politikere er det kun 0,25% der har formået at opstille en målrettet personlig annonce!

Rasmus Helveg Petersen har ikke fundet det nødvendigt at sætte en annonce op på sit eget navn, men søger man på partiet han repræsenterer, dukker hans annonce op. Det kan ikke umiddelbart være den bedst tænkelige effekt. Men en annonce omkring partiet er selvfølgelig langt bedre end intet.

Jimmy Sindahl har til gengæld valgt at gå efter trafik fra alle kandidater i nærområdet. Godt nok er annoncen skræddersyet til manden selv, men udover søgninger på hans navn – er annoncen tilgængelig på temmelig mange af hans direkte konkurrenter.

Det kunne tyde på, at der her faktisk var tænkt lidt over tingene – og annoncens formål direkte er, at lokke potentielle vælgere fra konkurrenten over til Hr. Sindahl. I så fald, er han en af de få, der har formået at bruge Google AdWords effektivt. Om det så har en effekt – må vi se efter den 15. september.

PPC og Partiformændene
Helle Thorning er den eneste partiformand, der har annoncer målrettet til søgninger på netop hendes navn. Det i sig selv – sammenlignet med de øvrige – er en bedrift. De Radikale støtter op om Magrethe Vestager med en generel annonce, og der samme gør SF for Villy. Ingen andre partier har dog fundet det værdifuldt at annoncere for deres kandidat.

Vores nuværende Statsminister har således ikke fundet det nødvendigt at bruge Google AdWords i markedsføringen – og samme fravalg har de fleste nuværende ministre foretaget.

PPC og Politik – konklusionen
Det bliver rød blok, som vinder valget om Google. Det er her de generelle og personlige annoncer ligger. Blå blok er næsten ikke repræsenteret og taber dermed kampen.

Det ser dog ganske skidt ud overordnet set, hvis man udelukkende fokuserer på politikernes markedsføring i søgemaskinerne. Stort set ingen vælger at bruge søgemaskinernes annonceringsmuligheder effektivt – og de der har forsøgt, gør det ikke helt så genialt, som man kunne håbe.

Google Political Tool Kit
Det kan også overraske gevaldigt, at så få politikere vælger at benytte Google som markedsføringskanal – når Google ligefrem har udviklet et særskilt kanal til politikerne: Google AdWords Campaign Starter Kit.

Fra Googles starter kit:

Vi vurderer, at den samlede tid til at komme op at køre er omkring 45-60 minutter fra start til slut.

Jeg testede Googles Tool kit for at se hvor vanskeligt og hurtigt man kan opsætte en kampagne. Det tog ca. 3 minutter og 6 minutter efter havde jeg min kampagne. Det kan således ikke være tiden – der er problemet. Når Google foreslår at udvikle det hele for én kan det heller ikke være kompleksiteten.

Har politikerne så negligeret Google AdWords og søgemaskinerne fordi de ikke er relevante? Ikke umiddelbart. Der er masser af søgninger på både partiformænd og partier – og søgningerne er steget kraftigt inden for de seneste dage – som diagrammerne nedenfor viser.

Måske skulle politikerne overveje at investere i Vismænd, som også har lidt forstand på hvordan man kommunikerer via søgemaskinerne.

Sådan burde politikeren bruge Google til Folketingsvalget!

Google Adwords er et rigtig godt værktøj til at reklamere overfor en relevant målgruppe og resultaterne ser du med det samme.

I forbindelse med folketingsvalget 2011 er indsatsen fra partierne så ufatteligt lav, taget i betragtning af hvor meget fokus der er på Facebook.

Der er ingen tvivl om at Facebook er at fantastisk værktøj til at gå i dialog med befolkningen og åbne debatten. Men hvorfor stopper partiernes markedsføring der?

Partierne har en kæmpe chance for at påvirke brugeren som Googler efter yderligere information om partierne.

Hvis jeg f.eks Googler ”Anders Samuelsen” eller ”Liberal Alliance” for jeg ikke vist én eneste reklame fra konkurrerende partier. Kan det virkelig passe at ingen partier har lyst til at blive eksponeret på den pågældende søgning?

Partierne glemmer Google i valgkampen og forstår ikke effekten af det. Potentialet er jo enormt og det vil jeg illustrere med en meget kort guide, som alle partier rent faktisk kan sætte i brug nu og se resultater på efter 1 times tid.

1. Opret en Adwords-konto.

2. Lav en annoncegruppe for alle partier. Ved at oprette en selvstændig annoncegruppe til hvert parti, har du mulighed for at skræddersy en annoncetekst og budskab, som rammer spot-on.

3. Tilføj kandidaternes navne/partier i de pågældende annoncegrupper.

4. Hvis du fokusere lokalt kan du indsnævre din markedsføring til det område du fokusere på.

Det initiativ tager en specialist få timer at sætte op og jeg vil opfordre alle politikere til at gribe chancen nu!


Hvem vinder valget?
Der er ingen af partierne, der vinder i Google – det er markedsføringen her for ringe til. Hvem der vinder valget bliver ikke afgjort i søgemaskinerne – ikke denne gang. Men politikerne har alle muligheder for at udnytte en meget forsømt markedsføringskanal. Og mon ikke der stadig er mulighed for at overbevise de mange tvivlere? Der er tilsyneladende ingen konkurrence…

Hvad synes du om politikernes brug af søgemaskinerne – og vil du overveje at læse yderligere hvis du blev præsenteret for det rigtige budskab og en annonce målrettet din søgning?

Sådan bruger du Blekko som SEO tool

Posted Posted af Rasmus Himmelstrup i Link Building, SEO     Comments 8 kommentarer
mar
28

Blekko er en forholdsvis ny søgemaskine, som på sin vis minder meget om de mere kendte søgemaskiner, men med Slash search tilbyder Blekko alligevel en række andre brugbare søgeresultater. Mange af Blekkos anderledes måder at søge på – kan direkte benyttes som SEO tool og som et effektivt middel i din link building.

Læs hvordan du kan bruge Blekko, som et værdifuldt værktøj til link building.

/date
Ved at indsætte /date efter en søgning får man de senest publicerede sider i Blekkos indeks. Funktionen fungerer ligesom Googles filter “Seneste”, men i Blekko kan du indsnævre dine søgninger inden for et specifikt område eller niche.

Det er et særdeles relevant værktøj til at finde mulige link potentielle sider med høj relevans både i forhold til emne og aktualitet.

Eks.: tv /techblogs /date

/duptext
Duptext giver dig overblik over hvilke domæner og sider, der duplikerer dit indhold. Der eksisterer en række tools, der kan gøre det samme – men her får du et komplet oversigt med én søgning. Du får både overblik over hvilke andre domæner, der kopierer indhold og samme overblik over hvilke sider på dit eget site, der indeholder duplikeret indhold.

Eks.: dr.dk /duptext

duplicate content blekko

/compare
Slash tagget /compare – giver lidt sig selv, men det er muligheden for at holde to domæner op mod hinanden.

Compare funktionen bliver dog særdeles relevant i forhold til SEO når man kigger på inbound links. Her kan du helt konkret se, hvilke sider med størst autoritet, der giver backlinks til din konkurrents side. Du kan jo så passende tjekke, hvilke sider du måske også skal gå efter i din link building.

/domainlinks
Blekko Domainlinks er en feature, man til tider godt kan savne på mange af de eksisterende backlink tools. Med /domainlinks får du alle de domæner, der linker til et givent site. Sammenlignet med eksempelvis Yahoo Site Explorer skal du således ikke trave dig igennem tusindvis af enkeltstående sider for at ekskludere hvilke domæner, der linker.

blekko domainlinks

Borer du lidt dybere i backlinks fra et domæne får du en oversigt over rank på forskellige sider, om linket er dofollow eller nofollow og hvornår linket sidst er opdateret.

domainlinks blekko

/sitepages
Sitepages fungerer lidt som site: searches på Google. Den store fordel i Blekko er dog, at søgemaskinen rangerer alle sider og tildeler dem værdi i forhold til hinanden – og i forhold til andre sider på andre sites. Ønsker du at kaste dig ud i søgemaskineoptimering på en given side – bør du tjekke om siden faktisk også har den tilstrækkelige værdi i forhold til andre sider på dit eget site og tilsvarende sider på konkurrerende domæner.

blekko sitepages

/urlseo
URLseo giver overblikket over forskellige relevante data om websitet. Her kan du finde en sides rank, outbound links, inbound links, hvilke lande de forskellige links kommer fra, overblik over duplikeret indhold, crawl stats og en masse andet SEO guf.

Eks.: seoanalyst.dk /urlseo

/forum /blog
Blekko har også inkluderet funktioner som /forum og /blog. De fungerer nogenlunde ligesom Googles inurl:forum eller intitle:blog.

Endelig kan det også betale sig, at søge ganske normalt på Blekko. Søgemaskinen returnerer givetvis nogle andre sider end eksempelvis Google. Så du kan ofte finde uudnyttede muligheder for ekstra links.

Der eksisterer en lang række andre funktioner i Blekko, som giver yderligere viden om hvordan din eller din konkurrents link profil ser ud. Det bedste man kan gøre er, at granske data fra hver slash tag søgning nøje. For rigtig mange søgninger indeholder værdifuld information til det videre SEO arbejde. Eneste ulempe er, at Blekko nogle gange opfatter danske sider, som norske – og endnu ikke er bygget til andre sprog end engelsk. Det sidste resulterer i et ikke altid korrekt billede af en sides link profil.

Alligevel er der dog en enorm mængde værdifuld information at hente i Blekko.

Du kan se mere om Blekko og hvordan slashtags virker her.

Har du benyttet Blekko – og hvad synes du om søgemaskinen?