Kan lokalradio bruges til at markedsføre en webshop?

Indlægget her er et gæsteindlæg af Morten Storgaard. Morten arbejder til daglig på sin shop med brætspil: nordiskspil.dk, men i dag skal det handle om nogle af de erfaringer han gjorde med radioreklame og sin første webshop.

Jeg har fået lov at låne scenen her på SeoAnalyst, for at dele lidt erfaringer omkring brug af radio.

Nogle gange gemmer der sig nogle muligheder på steder, hvor man ikke lige forventer det. Som de fleste andre online marketing folk, havde jeg ikke meget tiltro til radioreklame som medie.

radio-markedsfoering

I mit hoved var det i samme kategori som annoncer i trykte medier – noget der ikke hørte hjemme i en marketingstrategi for et webshop.

For et par år tilbage blev jeg kontaktet af en sælger fra en lokalradio station, som hårdnakket holdt fast i at hans medie ville kunne gøre en stor forskel for min tidligere virksomhed SUMOpix. Jeg var meget skeptisk.

Efter nogle snakke indvilgede jeg dog i at lave en test, og fandt efter nogle forsøg ud af, at i nogle tilfælde kan radioreklame faktisk være en rigtig fin mulighed.

Læs med her og få mine tips til hvornår det kan give mening, samt et par råd til at få succes med dette gamle medie.

Sådan testede jeg effekten af radioreklame

Jeg fik aftalt en meget lav pris på en test, og så valgte jeg at køre en kampagne på et meget afgrænset geografisk område, for at kunne måle effekten i Google Analytics.

GoogleAnalytics opdeler Danmark i 5 hovedområder. Sønderjylland er et forholdsvist afgrænset område, som passer nogenlunde med afgrænsningen – til trods for at man får en masse øer med, men byerne ligger inden for det målbare område. Så det gav mening at bruge til en test.

Vi kørte løs i en måned med radioreklamerne for vores nye produkt: Støjdæmpende lærredsbilleder. Efterfølgende tjekkede jeg trafikken i Sønderjylland mod de øvrige landsdele, og kunne se en fin stigning.

Vi så en 30% højere trafikstigning på organisk trafik og 55% øget stigning i direkte trafik i netop det område, og samtidig fik vi et par henvendelser fra erhvervskunder fra netop det område, som betød at kampagnen havde tjent sig selv hjem.

Vi endte speaket på spottet med at stave domænet for folk, for at hjælpe folk til bedre at kunne huske det, og det viste sig at fungere godt.

Vi har siden kørt reklamer i lokalradio flere gange. Fordelen ved lokalradio fremfor almindelig radio er, at udgiften er lavere, og at de giver langt større rabatter. Når man er villig til at vente til der er en late-sale mulighed, så kan man få rigtig fin eksponering for få tusind kroner.

Hvordan ved jeg om mit produkt vil fungere godt i radioen?

Jeg er overbevist om, at en de afgørende grunde til kampagnens succes er, at vi tilbød et nyt produkt, som folk ikke kendte i forvejen.

Jeg tror ikke meget på effekten af radio ift. at sælge produkter som blot konkurrerer på pris, som fx at sælge sko eller kameraer til en lidt billigere pris, men fordi vi havde et nyt produkt, var vi nødt til at gøre noget andet end at arbejde med Google, da folk kun søger efter produkter og services de allerede kender.

Dels var produktet nyt, og dels var det lidt teknisk af natur, som netop kræver lidt mere forklaring end de få tegn man har til rådighed i en meta title eller en annonce på Adwords. Vi skulle forklare folk, at lyddæmpende lærredsbilleder kunne erstatte akustiklofter, og at man kunne få en lettere løsning, som samtidig var både billigere og smukkere i rummet.

Det var en opgave som var vanskelig at forklare med fx banner reklamer, Adwords og SEO var ikke til meget nytte, da folk kun søger efter produkter de kender.

Lignende erfaring med et helt andet produkt
Jeg har siden lavet en lignende kampagne for refurb.dk, som ligeledes har et koncept, som kræver lidt mere forklaring end en Adwords annonce.

De sælger bærbare computere, som har været i brug hos en virksomhed, hvorefter de datarenser, opgraderer og geninstallerer Windows, så man får en nærmest ny computer.

Udfordringen var at få forklaret folk, at konceptet lagde sig midt imellem dba og nykøb, da man får en computer med fuld garanti, men som samtidig er brugt. Den kampagne har ligeledes kørt rigtig fint, og vi har efterfølgende kørt i de fleste lokalradio stationer i Danmark.

Radioreklamer er bestemt ikke en god ide for alle netbutikker, men har du et nyt produkt, som kræver lidt forklaring, så kan det være en god ide at teste det, men vær opmærksom på, at der afgives massive rabatter – lidt ligesom i trykte medier.

Kommenter post