Google lukker det lokale produkt Google Hotpot, som var en Foursquare-lignende tjeneste med mulighed for check-in, rating og brugeranmeldelser. Google Hotpot bliver fremover en del af Google Places.
Det er blot lidt over 5 måneder siden Google introducerede den amerikanske udgave af Google Hotpot – og i starten af februar blev tjenesten introduceret på en lang række andre sprog – heriblandt dansk. Alligevel vælger Google altså nu, at lukke tilgangen til Google Hotpot. Det vil tilsyneladende stadig være muligt, at benytte Hotpot i forbindelse med anmeldelser, men de bliver fremover direkte integreret i Google Places.
Siden google.com/hotpot er stadig tilgængelig – men redirectes fremover til Places.
Google har i flere omgange nævnt, at der var for mange lokale produkter – og Hotpot er således en af de første til at få kniven. Det selv om Google Hotpot har haft millioner af brugere, der har oprettet millioner af anmeldelser.
Dog forsvinder Hotpot ikke fuldstændigt. Hotpot bliver stadig udviklet, men alle tiltag kommer til at foregå i Google Places.
Google Hotpot var efter min mening en fornuftigt udvikling af Places. Netop integrationen af anmeldelser opfordrede i højere grad brugerne til at anmelde, de steder de besøgte. Derfor kan man også kun håbe på, at Google formår at udvikle en ny måde at integrere anmeldelser fra Hotpot i Places.
Nåede du at bruge Google Hotpot – og få noget fornuftigt ud af den lokale tjeneste?
Se den officielle udmelding her.